Der er masser af ting at tage sig til i Normandiet – også selvom man måske ikke lige ser historien som det mest spændende for. Men der er ingen tvivl om, at der er mest at tage sig til for den historieinteresserede.
Selvfølgelig er der masser af ting med relationer til 2. Verdenskrig og de allieredes invasion. Men der findes også andre seværdigheder.
En ting man ikke skal snyde sig selv for at Mont St. Michel. En gammel klosterborg, der oprindeligt blev bygget på en ø, hvilket gjorde den stort set umulig at indtage. Med blot en spinkel bro til at forbinde den med fastlandet, var det nemt nok at komme til og fra i fredstid – men det er utroligt svært at komme tæt nok på med redskaber, der kunne forcere murene.
I dag er det en turistmagnet og selvom kirken på toppen nok er et besøg værd, så er det en overvejelse værd om man gider stå i kø i timevis i sommervarmen for at set den – jeg sprang over. Der er nu også nok andet at se på for det er spændende at rundt i de små gader/trapper, der snor sig mod toppen. Dog er det bestemt ikke handicapvenligt, så i det tilfælde vil jeg råde til at man nyder synet på afstand.
VI forvildede os ved et tilfælde lidt på afveje og kom forbi et område, hvor man udvandt salt af havet. Det var et spændende område at køre igennem, hvor vejene snoede sig imellem de mange damme, hvor ’salt-bønder’ arbejdede med at bearbejde vandet/saltet. Endnu bedre må det have set ud oppefra, men det er lidt svært at se fra en bil.
Vi boede i en “Chambre d’hotes”, den franske pendant til tyskernes gasthaus og det engelske bed’n’breakfast. Vores vært hed Roger og var englænder – men det fandt vi først ud af ved ankomsten. Huset var et noget ældre stenhus i to etager, og mens vi boede der var der ca. 10 andre gæster af blandet nationalitet Ud over os danskere var der hollændere, belgiere og tyskere. Der var inkluderet morgenmad, men tre aftner arrangerede Roger grillaften i den store have. Han stod for maden, og så måtte vi selv sørge for drikkevarer. Det var intet problem og da de fleste havde rigeligt med, blev det nogle forfærdeligt hyggelige aftner. Se mere om stedet La Mervielle
Tapetet er et imponerende og spændende bekendtskab, og hvis man ikke selv i forvejen kan sin historie kan det anbefales at bruge de ’guides’ der er: en walkman til hver… Her får man dels historien, dels får man tips til, hvor der er særligt interessante elementer vævet ind i tapetet.
Kirkegårdene for de faldne soldater er et kapitel for sig. Er man i området, skal man unde sig selv at tage en tur blandt de mange grave – også selvom man har børn med. Det giver på en helt speciel måde en fornemmelse for, hvor mange mennesker der egentlig gav deres liv for at standse besættelsen. Og forhåbentlig kan den slags være med til at forhindre at det sker igen.
Ved nordkysten kan man flere steder se, hvordan der bliver ’høstet’ østers. De bliver monteret i stor net-sække og derefter fragtet ud i lavbundede både, her placeres de på udvalgte lavvandsområder, så man senere nemt kan samle dem ind igen. På stranden kan man købe sine egne østers, og de fleste steder også få dem serveret med lidt citron til – helt friske!